Historien om Randers Herre Håndbold
Randers Herre Håndbold er et eliteprojekt for herrehåndboldsspillere i Randers og er formelt set et holdfællesskab imellem 4 moderklubber;
Da man nedlagde Randers HK herreafdeling i 201x , var det startskuddet til magre år for herrehåndbolden i Randers. De højst rangerende hold i Randers lå og rodede i bunden i 3. division og der var ikke ungdomshold at finde i de højst rangerende rækker, hvilket betød, at mange talentfulde ungdomsspillere søgte udfordringer i andre byer. Moderklubberne bag RANDERS HH indså, at hvis talenterne skulle blive i Randers, var man nødt til at give dem nogle ordentlige, elitære forhold. Derfor valgte 4 af de største klubber i Randers i 2006 at samle de bedste juniorer, ynglinge og seniorer under et fælles eliteprojekt – RANDERS Herre Håndbold.
De 4 klubber var:
Dronningborg Boldklub,
Randers Freja,
Hornbæk SF samt
Randers KFUM.
Mere end håndbold, De 3 liv.
Det er ikke kun håndbolden man tænkte på i Randers Herre Håndbold. Man valgte ”de 3 liv” som symbol for Randers Herre Håndbold. Spillerne i Randers Herre Håndbold skulle vide, at der også var et liv ved siden af håndbolden og efter håndbolden, nemlig Håndbold, Uddannelse, Privat/socialt liv. Randers Herre Håndbolds mål var at være i tæt kontakt med de uddannelsesinstitutioner, som spillerne går på og i det hele taget følge med i alle spillernes 3 liv. Randers Herre Håndbold havde et tæt samarbejde med Randers Elitesports College, og derudover stor opbakning fra det lokale erhvervsliv samt kommunen til eliteprojektet og ikke mindst til projekt ”de 3 liv”.
Den sportslige udvikling.
På det sportslige plan gik udviklingen over alt forventning, ungdomsholdene spillede med blandt de bedst hold i Danmark, og seniorerne gik i rekordfart fra 3. division og op i herreligaen. Man skiftede spor og blev til et A/S, der skulle drive klubben fremadrettet. Men det blev ikke helt som forventet, og tvunget af ydre omstændigheder, valgte man at opløse selskabet bag Randers HH i 2018. En epoke for herrehåndbolden i Randers var slut.
Som fugl Fønix
Men en ny styregruppe ville det dog anderledes og satte sig i 2020 sammen for at redde talentudviklingen i Randers. Et nyt elitært set-up blev lavet, og et ”nyt” Randers HH blev etableret og rejste sig fra asken som fugl Fønix. Og de fire moderklubber bag Randers HH – Randers Freja, Hornbæk SF, Dronningborg og Randers KFUM – er også med i det nye Randers Herre Håndbold. ”Det er helt vildt. Jeg har arbejdet med sådan noget i mange år, men jeg har aldrig prøvet det her før. En ting er støtten fra sponsorerne, som er altafgørende, men der er så mange frivillige, som også yder en kæmpe indsats. Folk har stået i kø for at hjælpe med det her projekt personligt og økonomisk”, siger Christian Møller, som er talsmand for styregruppen i Randers Herre Håndbold og ansvarlig for Randers Elitesports College.
Elite setup på plads.
I modsætning til Randers HH er den nye eliteoverbygning i øjeblikket kun forbeholdt U17- og U19-spillere. Det handler kort sagt om at sikre et miljø for håndboldgale drenge.
Fra næste sæson vil Randers Elite Herre Håndbold også tilbyde én ugentlig træning for byens U15-drenge, mens de fortsat kan spille i deres egen klub.
”Vi har kunnet ansætte flere trænere og har kunnet lave en aftale med FysioDanmark, så det elitære set-up er der nu. I virkeligheden er set-uppet til, at vi i løbet af et år eller to kan udvikle det til at håndtere ungdomshåndbold på højeste niveau”, udtaler Christian Møller og tilføjer: ”Der er vi ikke endnu med niveauet på drengene, men det skal nok komme. Vi er i hvert fald gearet til fremtiden. Vi skal gå efter at have nogle af de bedste ungdomshold i landet. Så på længere sigt ville det være mærkeligt, hvis der ikke kom noget senior ud af det også, men det er ikke en del af planerne eller budgettet lige nu”.
Målet om midten
De to ungdomshold starter tilværelsen i 2. division for hver deres årgang og håbet er, at begge hold kan gøre sig bemærket i hver sin række. Der er så mange hold i U17, at det er svært at spå om niveauet, men vi håber, at vi kan blande os i midten af 2. division. På U19 håber vi at kunne være med i midt/toppen af 2. division.
Og de tre liv, det eksisterer stadig og er en vigtig grundsten i elitesatsningen.
Ingen projekt uden sponsorer og samarbejdspartnere
Projektet har som nævnt vakt så stor genklang hos sponsorerne, at der for nuværende er samlet så meget sammen, at driften er sikret i minimum to år. Projektet var ikke kommet så langt uden de mange sponsorer og samarbejdspartnere. De er alle med i vores erhvervsnetvæk, der bliver hele fundamentet bag samarbejdet med virksomhederne. Der bliver 4-5 netværksmøder pr sæson, hvor klubben og virksomhederne mødes og derved udbygger deres relationer. Det giver stor værdi for alle parter.