Randers Herre Håndbold ”back in business”

Efter en turbulent tid er det en glædelig nyhed at Erhvervsstyrelsen har bekræftet at selskabet bag Randers Herre Håndbold atter er registreret og tvangsopløsningen dermed er ophævet.

Det vil sige at fundamentet nu er på plads til at Bestyrelsen og de mange andre gode kræfter bag projektet for alvor kan skue fremad og fortsætte genopbygningen af Randers Herre Håndbold såvel sportsligt som økonomisk.

Formand i Randers Herre Håndbold, Henrik Frydendahl, glæder sig over beskeden fra Erhvervsstyrelsen og understreger, at der stadig ligger et hårdt arbejde forude. – Selv om det var det forventede udfald, er det altid dejligt at få det sort på hvidt. Men det betyder jo ikke at vi er i mål. Tværtimod betyder det at der nu skal arbejdes hårdt for at skaffe de fornødne midler til at skabe et stabilt Randers Herre Håndbold og jeg håber byen er klar til at bakke op om vores mange dygtige talenter på herresiden, siger Henrik Frydendahl.