Nyt samarbejde mellem Randers HK og Randers HH skal styrke byens talentudvikling

I et nyt og tæt samarbejde har Randers HK Ungdom og Randers HH valgt at ansætte Jonas Dehn som fælles ungdomskoordinator. Samarbejdet bliver en helt ny måde at tænke en professionel koordination og kommunikation for klubbernes fire ungdomshold og derved sikre et godt elitemiljø for byens unge håndboldspillere.

Jonas Dehn blev for nylig præsenteret som ny U17 træner i Randers HK Ungdom. Han bliver således fra den kommende sæson bindeleddet mellem de to organisationer og skal agere sparringspartner mellem ledelse, frivillige og trænere.

”I Randers HK er vi meget glade for, at det i samarbejde med Randers Talent- og Elite, Randers Realskole og Randers ElitesportsCollege er lykkedes at få ansat Jonas Dehn som fælles ungdomskoordinator. Jonas får blandt andet til opgave at knytte tættere bånd mellem organisationerne i Randers HK Ungdom og Randers HH. Vi har stor tro på, at Jonas Dehn i samarbejde med de øvrige trænere i Randers HK Ungdom, Randers HH og ikke mindst trænerne ude i moderklubberne kan løfte opgaven med at videreføre og styrke talentudviklingen på både pige- og drengesiden til gavn for håndboldsporten i Randers. I en tid, hvor man ikke kan undervurdere betydningen af talentudvikling, er det glædeligt, at vi har fået ansat Jonas Dehn, så arbejdet med at udvikle elitehåndbolden i Randers også i de kommende år er i sikre hænder. Der venter Jonas en stor og spændende opgave, som skal ses i forlængelse af hans ansættelse som U17-træner i Randers HK i de kommende to sæsoner,” siger Henrik Schaar, bestyrelsesformand i Randers HK.

Støtte fra Randers Talent og Elite

En vigtig overskrift i den nye jobfunktion er, at Jonas Dehn skal videreudvikle og skabe et optimalt elitemiljø. Projektet er støttet med midler fra Randes Talent og Elites udviklingspulje. ”Vi glæder os til samarbejdet, som ikke kun kommer til at gavne vores fire fælles ungdomshold, men også hele talentudviklingen i Randers. Ved siden af sin stilling som ungdomskoordinator bliver Jonas Dehn samtidig en vigtig faktor til morgentræningen, hvor han også skal være med til at optimere og skabe et endnu mere elitært miljø. Jonas Dehn får samtidig også ansættelse på Randers Realskole og Randers ElitesportsCollege. Derved skaber vi en rød tråd igennem hele talentsystemet,” siger Carsten Reinholdt Andersen, formand for Randers HH.

Hovedpersonen selv ser frem til at tage hul på sin nye opgave, hvor fokus bliver at skabe et stærkt miljø for talentudviklingen i byen og ikke kun den enkelte klub.

”Randers som håndboldby har en lang tradition for at udvikle talenter på højeste niveau, og det glæder jeg mig til at blive en del af. Mit arbejde bliver derfor ikke at trække noget ned over hovedet på nogen. I stedet ser jeg det som min opgave at skabe et rum for samarbejde og refleksion. Arbejdet bliver enormt spændende, fordi det rækker ud over den enkelte træning, den enkelte kamp og den enkelte klub. Det tager et længere sigte, hvor vi sammen skal skabe et miljø og nogle rammer, der er attraktive, og som, alle synes, er vildt fede at være en del af. Jeg glæder mig til at komme ud i hallerne og se, hvad der foregår og snakke med de mennesker, som er der – for det er ude i hallerne, vi udvikler talenterne, så det er der, vi skal gøre en forskel,” understreger Jonas Dehn.

Fakta om Jonas Dehn:

28 år gammel

Tidligere Randers HH spiller i ungdom og 2. Div senior.

Tidligere elev på Randers ElitesportsCollege.

Uddannet Elitetræner, har været træner på Færøerne i et par sæsoner og de sidste sæsoner træner i Århus Håndbold.