Vestergaard forlader Randers Herre Håndbold

Det blev desværre kun til 2 kampe i spidsen for Randers Herre Håndbolds nye unge hold for Jacob Vestergaard, der i dag er blevet præsenteret som ny cheftræner for Viborg HKs liga kvinder.

Jacob Vestergaard har valgt at benytte en frikøbsklausul i aftalen med Randers Herre Håndbold og dermed kan Vestergaard starte i Viborg med øjeblikkelig virkning.

“Vi er naturligvis rigtigt ærgerlige over situationen, men vælger at se fremad og i øvrigt takke Jacob for en professionel og helt igennem flot indsats for klubben i en turbulent tid” udtaler formand for Randers Herre Håndbold Henrik Frydendahl.

“Vi har nu fået et helt hold på plads og drengene har vist at de vil det her projekt. Der er kommet ro og struktur på “dagligdagen” i truppen og vi står med en rigtig dygtig træner i Jeppe Bach Knudsen, så vi er fulde af fortrøstning og tro på tingene, selvom vi naturligvis gerne havde været dette bump på vejen foruden”

“Vi har i den korte tid, vi har været igang i den nye bestyrelse og med vores nye hold allerede oplevet nogle store bump på vejen. Men det virker glædeligvis som om, at hver gang vi støder på udfordringer, så bliver vi endnu mere sammentømret og stærke som klub og som hold, så der er stadig gode fremtidsudsigter for Randers Herre Håndbold” slutter formanden af.

Den Sportslige Ledelse vil nu i tæt dialog med Jeppe Bach Knudsen se på hvordan set-up’et i det fremtidige trænerteam skal være og vil agere derefter.