Randers Herre Håndbold afbryder samarbejde med direktør.

Som en økonomisk tilpasning af Randers Herre Håndbold, har bestyrelsen valgt at afskedige direktør Thomas Hvid Jakobsen, pr. 1. marts 2018.
Som en satsning på hurtig tilbagevenden til håndboldligaen, valgte Randers HH i starten af sæsonen, at etablere en administration, samt ansætte dygtige trænere, og spillere. Ansvaret for denne satsning påtager bestyrelsen sig 100%.
Vi må dog erkende, at satsningen ikke er lykkedes i tilfredsstillende omfang, og således er vores omkostninger vokset markant hurtigere end vi har været i stand til at vækste vores omsætning.
Som første reaktion på dette, har vi valgt at afskedige direktøren. Bestyrelsen er tilbage i arbejdstøjet, og skal sammen med det tilbageværende administrative personale varetage den daglige drift.
Sportsligt er klubben tæt på at kunne honorere de sportslige ambitioner. Med 6 kampe tilbage ligger klubben nr. 2 i turneringen med en stor mulighed for at komme til at spille om en plads tilbage i håndboldligaen.
Uanset udfaldet af de sidste kampe, ændrer Randers HH dog på sine ambitioner for de kommende sæsoner.
Ambitionen vil blive at styrke talentudviklingen og sammenhængen mellem herrehåndboldspillerne og håndboldklubberne i Kronjylland.
Vores sportslige målsætning er fortsat at komme tilbage til herreligaen, men det skal ske med en sund økonomi og hovedsagelig baseret på frugterne af eget talentarbejde.
Det skal ske gennem et øget samarbejde med samarbejdsklubberne og et styrket klubmiljø i et sammenhængende Randers Herre Håndbold. Endvidere skal det ske gennem godt samarbejde med de lokale og regionale virksomheder der bakker op omkring det lokale initiativ. Sammenholdet mellem talentarbejdet, elitehåndbolden og erhvervslivet skal fremmes.
Vi tror på, at det er et langsigtet og levedygtigt projekt, som sikrer at der fortsat vil være herrehåndbold på topniveau i Randers. Men projektet skal tilpasses den aktuelle situation, så det fremadrettet kan bidrage med at skabe værdi for samtlige interessenter indenfor herrehåndbolden i Kronjylland.
De store økonomiske problemer for indeværende sæson er ikke afværget med afskedigelsen af direktøren, men bestyrelsen arbejder hårdt på at finde løsninger, der vil betyde, at Randers Herre Håndbold kan kigge ind i fremtiden og fortsætte arbejdet med at styrke talentudviklingen og samarbejdet med både samarbejdsklubber og de lokale virksomheder, der tager del i projektet.

På vegne af bestyrelsen i Randers HH A/S
Brian Knudsen, Formand